Historien om Venstres nuværende krise er ikke historien om en illoyal næstformand eller en tidligere formand, som ikke kunne sige stop i tide.

De to ting er kun bivirkninger af partiets egentlige grundlæggende problem. Historien om Venstres krise er nemlig først og fremmest beretningen om, hvor galt det kan gå, hvis man som parti går i stå politisk og ikke formår at forny sig selv i takt med at samfundet forandres.

Når politikken – projektet om man vil – ikke længere er det bærende i et parti, så bliver det i stedet personerne der bærer. Og selvom det måske går, så længe du har en stærk leder i front, så eroderes det kit, der holder sammen på partiet langsomt men sikkert i takt med, at politikken bliver sekundær. Den fælles fornemmelse for retning og formål forsvinder, og de personlige ambitioner tager over.

Og Venstre er gået i stå politisk. Den politiske retning, som Jakob Ellemann-Jensen har lagt frem, er grundlæggende den samme, som Venstre stod for i 2001, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister. Skattestop, reformer, frit valg og ikke mindst en stram udlændingepolitik. Den eneste forskel er, at det denne gang er pakket ind i svulstig retorik om arenaer, grøn omstilling og ikke mindst massiv, gold kritik af den nuværende regering.

Problemet er bare, at Danmark står et andet sted end i 2001. Udfordringerne er andre, og Socialdemokratiet er i dag stærkere, end vi har set dem i mange år.

Det trusselsbillede er Venstre i dag ikke i stand til at modgå. Ellemann har stadig ikke fundet sig til rette i rollen som leder, og ikke mindst så mangler partiet en overgribende, fremadrettet fortælling, som kan begejstre og binde partiet sammen. Resultatet er den kamp om partiets politiske retning, som udkæmpes i partiet i dag, og som er ved at splitte det i stumper og stykker.

Intern ro vil i sig selv hjælpe på de nuværende dårlige målinger, som det senest har gjort for Radikale Venstre. De Radikale har i dag fået godt halvdelen af de vælgere tilbage, som de mistede under Østergaards exit. Skal placeringen som det største parti i den blå blok, ”det store dyr på savannen”, som Jakob Ellemann-Jensen selv har beskrevet det, bevares, kræver det dog, at partiet genopfinder sig selv politisk.

Læs hele indlægget på Altinget.