Udlændingepolitikken styrer stadig dansk politik.

Ikke som tidligere, hvor spørgsmålet var en kampplads mellem blokkene, og udlændingepolitikken red især Socialdemokratiet som en mare. Den flanke har Socialdemokratiet effektivt lukket efter 2015-valget, hvor partiet igen kom på bølgelængde med sine vælgere på udlændingeområdet. Resultatet så vi sidste sommer, hvor vi for første gang siden 2001 havde et folketingsvalg som ikke primært handlede om udlændingepolitik.

I dag er den udlændingepolitiske konflikt i stedet rykket ind i blå blok, hvor især Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har gjort udlændingepolitikken til en slags lakmusprøve på, om man i det hele taget, efter deres mening, kan opfattes som borgerlig.

Klassiske borgerlige markører som individets frihedsrettigheder, lavere skat og en mindre offentlig sektor er gledet i baggrunden og borgerlighed måles nu på, hvor meget man vil stramme udlændingelovgivningen og gerne også ”udfordre” de internationale konventioner.

Tag for eksempel Jakob Ellemann-Jensens udmelding i Avisen Danmark op til Venstres sommergruppemøde. I interviewet proklamerede Ellemann, at der var blevet sat ”spørgsmålstegn” ved hans udlændingepolitiske synspunkter og at det var forkert, hvis vælgerne opfattede ham som mere moderat end sin forgænger. Han gik ikke ind for lempelser. Tværtimod ønskede han at tilbagerulle alle regeringens lempelser – inklusiv at sende de afviste asylbørn tilbage til udrejsecenter Sandholm.

Samtidigt slog Ellemann fast, at det var udelukket at basere en Venstre regering på Det Radikale Venstres mandater. De udlændingepolitiske forskelle var simpelthen for store lød det fra Ellemann, som ellers i foråret havde haft flere hulemøder med Morten Østergaard, og sågar også havde lanceret fælles politiske udspil.

Skærer man al spin om baggrunden for Ellemanns udmelding fra, så er det der står tilbage en offentlig politisk kastration. På trods af at Venstre er langt større end alle de andre borgerlige partier til sammen, er det lykkedes Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige at stille så mange ”spørgsmålstegn”, at Venstre er blevet bløde i knæene og har opgivet partiets eneste mulighed for at kunne true regeringen ved næste valg.

Læs hele klummen på Altinget.