I de mere Venstre-kritiske dele af Det Konservative Folkeparti har det finanslovsforlig, som Hans Engell indgik med Nyrup-regeringen i november 1995, med tiden fået et næsten mytologisk skær.

Endelig viste man de selvsikre “grissepryglere” (konservativt “kælenavn” for Venstre-folk), at de ikke længere bare kunne tage Det Konservative Folkepartis mandater for givet.

Endelig sagde man fra overfor det mange opfattede – og til dels stadig opfatter – som Venstres tendens til destruktiv oppositionspolitik, hvor alt handler om at spolere tingene for regeringen.

Og når man så endda fik solide forsvarspolitiske indrømmelser og ikke mindst en afskaffelse af formueskatten med hjem fra forhandlingerne, var det som konservativ svært at være utilfreds dengang i 1995.

Især fordi alle vidste, at løsrivelsen fra Venstre ved finansloven for 1996 var første skridt mod det ultimative mål: Lanceringen af Hans Engell som konservativ statsministerkandidat ved det valg, som senest skulle komme i 1998.

Sådan gik det som bekendt ikke, og krigsskadeomkostninger ved finanslovsaftalen i 1995 vidste sig da også at være ganske betydelige.

Aftalen var startskuddet på et internt borgerligt slagsmål mellem Venstre og Konservative, som reelt først sluttede, da Engell måtte træde tilbage som partileder efter mødet med betonklodsen, og Per Stig Møller igen underlagde sig “Venstres åg”. 

Hvorfor denne tur ned i det evigt betændte forhold mellem Venstre og Konservative? 3. august åbnede Søren Pape op for, hvad der potentielt kan blive en gentagelse af Engells finanslovsmanøvre fra 1995.

Læs hele indlægget på Altinget.