”Det er nu helt klart, at EU er gået ind i den dybeste økonomiske recession i sin historie.”

EU’s økonomikommissær, Paolo Gentiloni, lagde ikke fingrene imellem, da han 6. maj præsenterede EU’s økonomiske prognose for 2020. Prognosen forudså en historisk nedgang i BNP i eurozonen på op mod 7,7 procent i år. Til sammenligning var nedgangen i BNP under det værste år i finanskrisen (2009) på omkring 4,5 procent. Og historisk skal vi helt tilbage til den store depression i 1930’erne for at finde en nedgang i BNP på samme niveau.

Også herhjemme ser de økonomiske tal ekstremt dystre ud. Den internationale valutafond, IMF, har vurderet, at vi herhjemme får et fald i BNP på 6,6 procent i år. I parentes bemærket så vurderer IMF også, at Sverige, som har fulgt en noget mindre restriktiv bekæmpelsesstrategi, end vi har herhjemme, får et fald i BNP på 6,8!

Og i sidste uge forudså finansministeren, i konvergensprogrammet for 2020, at Danmark ville komme ud af 2020 med en markant stigende ledighed og et underskud på de offentlige finanser på op mod 200 milliarder kroner!

Efter finanskrisen så vi betydelige vælgermæssige bevægelser i især Sydeuropa, hvor ekstreme partier på fløjene, med lette løsninger på svære problemer, fik massiv opbakning fra utilfredse vælgere ved valgene i årerne lige efter. En tendens, der dog siden er fladet noget ud blandt andet herhjemme, hvor sidste valg gav den største opbakning, vi havde set til de fire gamle partier mange år.

Med en krise, der denne gang ser ud til at blive i hvert fald øjeblikkeligt dybere er spørgsmålet, om vi også ved denne krise kan forvente et vælgermæssigt skred. Meget tyder på, at det kan vi – i hvert fald kortvarigt.

I årene efter finanskrisen blev der lavet en lang række videnskabelige studier af de vælgermæssige effekter af krisen. Især blev der i flere undersøgelser sat fokus på, om man kunne se gentagelser fra vælgernes adfærd under den store depression i 1930’erne i vælgernes adfærd efter finanskrisen. Altså om man kunne tale om en decideret vælgermæssig kriseeffekt.

Normalt siger valgforskningen, at vælgerne generelt set straffer den til enhver tid siddende regering ved økonomisk nedgang. Vælgerne er utilfredse og straffer dem, der har ansvaret – uanset deres partifarve. Desværre for mange regeringer, så er der omvendt ikke meget, der tyder på, at vælgerne i nævneværdigt omfang belønner en siddende regering, når økonomien går godt. Når økonomien går godt eller halvsløjt, som den gør for det meste, så stemmer vælgerne på det, de håber kommer, og dem de mener troværdigt kan levere det. På fremtiden om man vil og på håbet om en bedre dag i morgen for dem og deres børn.

Men hvor går vælgerne hen, når krisen virkelig kradser og arbejdsløsheden tordner op ad? Går vælgerne bare til den enhver tid siddende opposition, eller går de mest til højre eller mest til venstre?

Læs hele klummen på Altinget.