Danmark skal senest til valg i juni 2023. Meget kan ske i politik på tre år, men der er trods alt grænser. En af grænserne er et scenarie, hvor den borgerlige blok igen samles om én entydig statsministerkandidat, formulerer et fælles fremadrettet projekt og vinder næste valg.

Der er i dag ikke tilnærmelsesvis enighed blandt de borgerlige partier om, hvor man skal hen politisk. Et problem som blev understreget af de borgerlige partilederes tamme kronik i Berlingske i slutningen af april. Man kunne blive enige om at rose sig selv for fortidens triumfer, men heller ikke mere end det. Ingen nye tiltag og forslag der peger fremad.

Og som om det ikke var nok, så var aviserne i dagene efter fyldt med anonyme udtalelser fra især LA’ere og DF’ere der kritiserede indholdet i kronikken og processen den var blevet til på.

Og hvad der er næsten værre for den borgerlige blok, så mangler den ubetingede enighed om hvem der skal lede blokken, som der var under Løkke. Troen hos de andre borgerlige partier på, at Ellemann kan vinde næste valg, er stort set ikke eksisterende.

Ellemann står derfor ved en skillevej.

Han kan forsætte ned ad den nuværende vej, hvor han pænt forsøger at samle blokken og skabe enighed om et positivt fremadrettet projekt under hans ledelse. Som det ser ud nu, er det højst usandsynligt, at det kan nås inden 2023. De andre borgerlige partier har alt for travlt med at stemmeoptimere, pleje egne statsministerdrømme og ikke mindst overleve.

Risikoen ved at insistere på denne rene borgerlige strategi er imidlertid, at for hver dag der går, så øges sandsynligheden for, at S-regeringen for alvor bider sig fast i magten og bliver siddende lige så længe som Nyrup-regeringerne. Og udsigten til 10 år i opposition er ikke god for den indre stabilitet i noget regeringsbærende parti.

Der er der dog også en anden vej for Ellemann og Venstre. En vej som er langt mere risikofyldt, men som også indeholder muligheden for fundamentalt at ændre dansk politik og potentielt fravriste Socialdemokraterne regeringsmagten i mange år frem. Den kræver dog, at Ellemann udviser en hidtil uset magtkynisme. En kynisme som hans forgænger var mester i, men som vi stadig ikke har set hos Ellemann.

Læs hele indlægget på Altinget.