“En gang forræder, altid forræder.”

Sådan lød et ofte brugt mundheld, da jeg for mange år siden var ungdomspolitisk aktiv.

Meningen var ikke til at tage fejl af. Var nogen “sprunget” – det kunne være til en anden fløj internt eller måske ligefrem til en helt anden organisation – så havde vedkommende “krydset Rubicon“. Så var man stemplet som én, man ikke længere kunne stole på.

Ja, man lagde naturligvis gode miner til slet spil og bød vedkommende velkommen hjem, hvis de formastelige kom tilbage til fløjen igen, og man sagde i særdeleshed altid velkommen til nye medlemmer, også når de kom fra andre partier. Alligevel lurede forhistorien – forræderiet om man vil – altid i baghovedet. Var man hoppet én gang, var det jo alt andet lige nemmere at gøre det igen, når “troen” nu ikke havde været stærkere fra start.

Selvom forræderimundheldet – som alt andet i ungdomspolitik – er sat på spidsen og langt mere sort-hvidt end virkeligheden, så rammer essensen i noget centralt i den måde, man i politiske partier tænker på, og den måde, man ser på personer, som svigter.

Politiske partier er på mange måder som stammer. Det er “os” mod “de andre”. Og da politik er et nulsumsspil, er forudsætningen for, at “min stamme” kan få succes, at andre kommer ned med nakken – især de nærmeste konkurrenter i partierne lige omkring.

Og til forskel fra, hvad man umiddelbart skulle tro, så er det ikke alene de politiske synspunkter, der binder partier sammen – langtfra.

Læs hele klummen på Altinget.